Folketingskandidat i hele Københavns Storkreds og din konservative stemme på Københavns Rådhus

DIN STEMME OG DINE INPUT ER VIGTIGE!
Danmark er et åbent demokrati der lytter til og repræsenterer borgerne.

Jeg sidder i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus for Det Konservative Folkeparti. Jeg er medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget, medlem af Boligkommissionen, Grundlisteudvalget og Politisk dialoggruppe for samarbejde med DGI

En af mine målsætninger er at forbedre ældreplejen, både for de ældre men også for medarbejderne. Jeg vil være med til at løse kommende udfordringer med manglende arbejdskraft i plejesektoren – blandt andet ved større fokus på lavere sygefravær, mere ansvar, bedre arbejdsvelfærd og flere fuldtidsansatte. Velfærdsteknologi og IT skal hjælpe os på vej. Nye boligformer kan også være en løsning.

Unges trivsel og sundhed er ligeledes et vigtigt punkt – vi skal måle vores samfund på hvordan vores borgere trives. Vores unge er livsnerven i fremtidens samfund. Selvfølgelig skal vi ikke have så mange ensomme unge og slet ikke 50.000 unge der står uden en aktiv hverdag med arbejde eller uddannelse.

Vi er et rigt land – men vi har stadig mange udfordringer at tage fat på – vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, men lære af de gode initiativer rundt om i kommunerne. København er den største kommune og derfor i stand til at løfte og rykke først på pilotprojekter og innovation

Har du input, holdninger og/eller viden på Sundhed- og Omsorgsområdet, så hører jeg rigtig gerne fra dig. Skriv til Helle_Joench@kk.dk

Politik og valgkamp

Mine personlige politiske mål

Lær mere om hvad jeg arbejder med på Københavns Rådhus og hvad jeg gerne vil være med til at forbedre.

Politiske visioner

Kernevelfærd først – det handler om prioriteringer

Der skal være styr på prioriteringerne, som for mig er de mest basale kerneydelser først: Lov og orden, tryghed, sundhed og uddannelse. Jeg vil stå på vagt for, at skatteborgernes penge bruges fornuftigt og ansvarligt.

Vi skal løfte de svageste sammen og give frihed og plads til de stærkeste.

Jeg ønsker, at vi holder fast ved kernen af vores velfærdssamfund. Fokuserer på det vigtigste først, selvom vi hver dag får øje på nye ting/tiltag, der også kunne være spændende at implementere i systemet/samfundet.

For mig er de vigtigste fællesværdier i vores samfund: Ordentlig og kærlig børnepasning og skolegang, dannelse og uddannelse for at sikre de unge en god og tryg fremtid (uanset om den er boglig eller faglig), politi og sikkerhed, fælles kollektiv trafik og vejnet, vedligeholdelse af vores kulturarv og historie, værdig ældrepleje og at tage vare på de svageste som har brug for en ekstra hånd – og så kommer vi ikke udenom, at klimaet påvirker vores hverdag og vi påvirker naturen når vi bruger den. Derfor er tiltag der forbedrer vores klima vigtig – også fordi vores næste generation fortjener det

Som politiker ønsker jeg at have en pragmatisk tilgang til forandring. Jeg ønsker at forandre og forbedre ud fra en evidens- og vidensbaseret tilgang og har ikke lyst til at forandre blot for at forandre – jeg mener heller ikke, at man skal lovgive på grundlag af enkeltsager. Enkeltsager skal håndteres som de er, nemlig enkeltsager.
– men vi kan lære af enkeltsager, fordi mennesker begår fejl.

Vi skal dele og bruge viden om fejl til at trykprøve systemet andre steder – men vi skal ikke lovgive baseret på enkeltsager. Vi skal i stedet sikre at vores institutioner har et frirum til god ledelse, så længe man overholder national lovgivning som serviceloven, folkeskoleloven, forvaltningsloven mv.

Vi skal sikre borgernes tryghed og retssikkerhed. I øjeblikket ser det ikke for kønt ud med store fejlmargener på sagsbehandlingen både på familie- og handicapområdet. På enkelte områder på handicapområdet er der en omgørelsesprocent på 52% og på familieområdet i en kommune, var der 100% fejl i sagsbehandling på tvangsfjernelser af børn. Serviceloven og forvaltningsloven skal overholdes ligesom straffeloven også skal overholdes.

Skønne Amager midt i en byudvikling

Jeg bor i den gamle del af Ørestaden. Ved siden af DR byen og metroen. Tæt på Urbanplanen, på offentlig vej i et traditionelt villakvarter. Bag kvarteret ligger Solstriben på Nordre Digevej, som var blandt første del af den byudvikling, hvor Fælleden blev solgt fra for at bygge metroen.

Min bydel har været igennem en fantastisk byudvikling og personligt syntes jeg, at det er lykkedes med at forny samtidig med, at vi har beholdt sjælen. Jeg holder meget af skønne Amager Fælled, hvor jeg tit går tur med hunden.

Vi nyder Amager Strandpark som med sit nye udtryk tiltrækker masser af mennesker og har gjort en almindelig badestrand til en fantastisk oplevelse for mange flere mennesker. Særligt fordi metroen også gør området let tilgængelig.
Islands Brygge er også byfornyet og er blevet moderne og fantastisk med havnepromenaden og havnebadet. Blandt de gamle bygninger, ses helt nye ejendomme og andre unikke bygningsværker som har fået andre funktioner som fx siloerne der nu er blevet genstand for beboet kunstværker.

Jeg har boet på Amager siden 2003 og husker modstanden. Modstanden imod den nye Amager Strandpark, modstanden imod nedrivningen af Solvangcentret og renoveringen af Urbanplanen, modstanden imod de nye høje bygninger ved Stranden osv.

Helt generelt holder jeg meget af at se byudviklingen og fornyelsen i København. Men vi skal ikke kun lave investeringer i Hovedstaden. Jeg hepper på, at alle danskere får samme oplevelse i deres by. Uanset om den er stor, mellemstor eller lille – uanset om man ligger centralt eller i udkanten af Danmark. Byudvikling giver vækst i lokalområdet og øger ejendomspriserne. Det fortjener andre dele af Danmark også. Høje Tåstrup er et spændende eksempel på byfornyelse og klimasikring. Jeg er spændt på at se det færdige resultat og hvad den nye investering i nye byrum betyder for omgivelserne – både i forhold til at trække nye borgere men også i forhold til ejendomspriserne.

I min optik er bedre kollektiv trafik og mere metro noget af det der skaber en grøn sammenhæng imellem byerne.
Kollektiv trafik er en nødvendig faktor hvis vi skal bruge bilerne mindre. Bedre kollektiv trafik og gode forbindelse igennem byen, knytter byen sammen. Den byudvikling og vækst vi har oplevet i centrum af København, skal vi give videre til andre dele af København som Brønshøj og Vanløse, men vi skal også udvide byen til at omfatte omkringliggende bydele som fx Bispebjerg, Vangede og Emdrup (sidste i samarbejde med anden kommune).

Konservative ønsker mere metro i København og personligt drømmer jeg også om, at vi udvider denne service til Københavns omegn. Undergrunden i Paris rækker jo milevidt udenfor centrum og gør det nemt at komme rundt sammen med et net af andre offentlige transportmidler.

Og som konservativ ønsker vi også at bevare muligheden for biler og parkeringspladser. Byen skal fungere i hverdagen for alle parter

At rejse er at leve

Jeg elsker at rejse. At rejse giver velvære og man kommer ned i gear. Det er også en mulighed for at møde nye mennesker og opleve noget nyt. At lære noget.

Jeg kan godt lide det kendte – men vil også rigtig gerne opleve noget nyt. Jeg har været på Playitas Resort på Fuerteventure 8 gange indtil nu. Som familie tager vi også på klatreferie til de samme steder i Frankrig, Spanien eller Grækenland – men så kombinerer vi det med nogle kulturelle oplevelser. Det er fantastisk at lære en by eller et land igennem dens arkitektur som ofte fortæller en del af landets historie. Det er både betagende og lærerigt, at se den smukke arkitektur i Grækenland som fx Akropolis i Athen og Sparta, eller bjergbyen Mytras eller borgbyen Monemvasia.

Familien har været på chartertur (badeferie) til Egypten – men selvfølgelig fik vi også set Pyramiderne, Kongetemplet og Kongernes dal. Vi har travet rundt i den romantiske og velbevarede Prag bymidte som emmer af historie og skønhed. Udenfor Prag ligger Terezin med sin egen grumme historie. På alle måder skal vi lære af historien.

I de kortere skoleferier er det rart at holde ferie i farfars 70er sommerhus i Nordjylland. Under coronatiden fik vi set en masse nyt af Danmark fx Møns Klint og Geocenter, vikingebyen og den nye kongehal i Lejre, vi ledte efter fosiler og badede i Faxe kalkbrud og sejlede en tur til Ven, hvor vi overnattede og oplevede sejlerlivet på en lille båd sammen.

Min drøm er at se Nordlyset og naturen på Grønland samt opleve Great Barrier Reef i Australien inden disse skønheder måske forsvinder på grund af klimaforandringer og menneskeligt slid på naturen. Desværre. Jeg håber, at vi tids nok finder ud af at agere bedre med naturen i fremtiden, så vi ikke slider den op

Vi skal huske at opleve verden imens vi lever i den – og passe på den imens vi gør det

Sunde aktiviteter og fællesskaber

Sunde aktiviteter og fællesskaber er godt for krop og sjæl. Både børn, unge og ældre har godt af at indgå i forskellige fællesskaber, hvor man lærer egne og andres grænser. Man skal finde de fælleskaber der er sunde for én. Nogle gange stopper et fællesskab, fordi man flytter eller får andre interesser. Det kan være svært, når noget slutter. Men så starter der ofte noget nyt, hvis man selv søger efter det.

Sunde aktiviteter og fællesskaber som jeg selv har oplevet og/eller indgår i sammen med familien

Min familie klatrer og sejler. Martin og jeg mødte hinanden til en julefrokost i klatreklubben i 2004. Han klatrede mange gange om ugen og var på landsholdet. Jeg hobbyklatrede. Jeg spillede også kajakpolo og spillede ofte kampe i weekenden. Skovshoved kvindehold vandt DM guld i 2003 og sølv i 2004. I Danmark var der få konkurrenter – i Tyskland fik vi tæv til de lokale turneringer, som vi tog ned til for at træne og lære. I Danmark var sporten ny, i Tyskland var den veletableret. Nogle af de kvinder jeg spillede med blev udtaget til at deltage i VM. Det var ret cool. Jeg var lidt ærgerlig over ikke at være blevet udvalgt – men brugte ikke den fornødne tid til at træne. Havde for travlt med festerne.

Martin og jeg tog ofte på klatreture før vi blev en familie, alene eller sammen med gode venner fra Københavns klatreklub. Det var der et stort fællesskab i. Da vi fik vores piger, tog vi også afsted i samlet flok. Nogle havde børn, andre ikke. Det er en dejlig måde at holde ferie på – fællesskabet betyder meget.

Tidligere sejlede jeg en del i Hong Kong, hvor jeg deltog i mange kapsejladser. Jeg har sejlet i Hong Kong, Thailand og Kina og har været med til at sejle en båd hjem fra Philiphinerne. Jeg har sejlet med alt fra Magic15 til store specialdesignede både på op til 75 fod. Har også deltaget i kapsejlads på en 55 fod katamaran. Jeg har været med i Kings Cup Regatta i Thailand og har sejlet med en mere end 100 år gammel træbåd Eveline fra Langkawi til Krabi. Sidste var min første sejltur og jeg fik lov at stå ved roret, da vi sejlede igennem kanalen ved Chicken Island (Thailand).

Forrige år købte vi en anpart i en ældre Drabant 24, der ligger i Rungsted Havn. At have båd behøver ikke at være voldsom dyrt. Det afhænger af hvad man sigter efter. Jeg nyder at være på vandet igen sammen med familien og hygger med vores nye fællesskab omkring båden. Rungsted Havn er en skøn havn med masser af liv. Det kunne man godt drømme om for Sundby Havn, hvis man ønsker lidt mere aktivitet og modernitet. Jeg tog mit Duelighedsbevis i 2006-07 i Sundby sejlklub, da jeg var kommet hjem til Danmark igen efter Hong Kong. Jeg var højgravid da jeg aflagde den praktiske duelighedsprøve. Men det gik.

Da jeg var ung på 15 år, hev min far mig med ind i hans dykkerklub i Hillerødgade Svømmehal. Han syntes, at jeg skulle få mig en anden interesse end bare at gå til fester. Jeg fik mit CMAS dykkerbevis og dykkede en del weekender sammen med mange forskellige mennesker fra dykkerklubben – også dyk fra kutter. Det var der mange dejlige oplevelser med. Min far mente, at jeg ville have godt af den ro som dykning giver. Det havde han ret i. Jeg elsker vand og der er en ro over at være alene med sig selv på dybt vand. Da vi var i Egypten var vi ude at snorkle. Det er noget smukkere end de grå farver hjemme i Danmark. Jeg har også taget nogle dyk på Tioman Island i Malaysia og nogle snorkleture omkring Krabi. Det er smukt både at se de mange farver på koralrevene og være så tæt på så mange fisk – også nogle der er kæmpe store.

Der er mange muligheder for at indgå i større fællesskaber i Danmark og vi skal fortsat arbejde for at få de personer med som på den eller anden vis føler sig ensomme eller udenfor fællesskaber. Alt for mange unge føler sig ensomme selvom vi får flere og flere foreninger herhjemme. Det har aldrig været nemmere at finde en forening, klub eller bevægelse at gå med i., men vi skal anerkende, at tage skridtet kan også være svært. Også ældre kan føle sig ensomme derhjemme eller til trods for, at de sidder på et plejehjem med mange mennesker.

At føle sig ensom kan nemt være en følelse indeni som forstærkes af at den måske dræner personen for initiativ. Derfor skal vi hjælpe de der har det lidt sværere ind i fællesskabet.

En af mine mærkesager er at hjælpe de der ikke selv kan finde vej ind i gode fællesskaber

Vi skal lære så længe vi lever

Man siger at det er godt at holde sig i gang – at lære så længe man lever.

Jeg syntes selv at jeg har lært og levet så meget, at det nogle gange er svært at huske det hele. Men alle ens oplevelser, uddannelser og arbejdsopgaver bidrager til det fulde menneske som man er.

Jeg er et nysgerrigt og fleksibelt menneske. Jeg søger konstant viden og inspiration, som jeg får igennem mit arbejde, dagens nyheder, via uddannelser, kurser, foredrag og de politiske debatter. Jeg går i dybden med et emne, når det er noget der interesser mig eller er vigtigt at dykke ned i.

Uddannelsesmæssigt er jeg bredt funderet med en kandidat i samfundsvidenskab fra CBS (Innovation og iværksætteri), Bachelor i Business Administration (Stamford University, Malaysia afd)., Akademiøkonom i International Handel (Svendborg Business College) samt har en Finansøkonom (Ejendomsmægler) via enkeltfag på aftenskole (Niels Brock og Roskilde Handelsskole). Har netop afsluttet et enkeltfag hos KEA som Social Media Manager (2021). En brugbar viden i kommunalvalgkampen 2021.

I dag er jeg ejendomsmægler og har tidligere været kunderådgiver og konsulent i forsikringsbranchen i flere år samt salgskonsulent i global produktionsvirksomhed. Jeg har været selvstændig med Boligteket i mere end 8 år og været personlig assistent for en dansk arkitekt i Hong Kong. Jeg har netop etableret egen ejendomsmæglervirksomhed primo 2022 med den vision at en ejendomsmæglervirksomhed godt kan have en social agenda og løse nogle samfundsmæssige problematikker.

Min ambition er at flere unge ikke føler et stort forventningspres fordi de måske tager en mere snørklet vej. Derfor fortæller jeg også her om min egen zig-zag vej. Jeg er stadig ikke færdig med at lære og flytte mig rundt. Jeg har ikke fortrudt mine oplevelser og forskellige former for arbejde. Jeg kan være ærgerlig over, at danske arbejdsgivere ikke altid ser mulighederne i folk som ikke har gået den rette vej – og det er også en politisk snak vi bør tage når nu man råber op om manglende arbejdskraft.

Men jeg vil gerne stå som eksempel for de unge. Man skal nok nå det. Ro på. Livet går ikke i stå fordi man vælger at slappe af et enkelt år hvor man måske arbejder i kassen i Bilka eller i industrien. Jeg har selv arbejdet i Bilka og lagt pålægspakker på plads i store kølemontre, jeg har arbejdet på en Tank og jeg har været på en flaskeskyllefabrik.

Det skal nok gå 🙂

Det sociale og politiske menneske

Hvornår starter og ophører definitionen på det politiske menneske?

Er barnet der bruger sin snilde i børnehaven til at få den bedste bamse eller dukke som barnet ønskede sig et politisk geni? Forhandlingsstrategi og taktik til at opnå et givent mål?

Er barnet i gang med at øve sine færdigheder, når denne kæmper i søskendeflokken for forældrenes gunst, så man måske er bedre stillet senere hen?

Hvor starter dannelsen af det sociale og det politiske menneske?

Lidt filosofisk kan man vel sige, at nogle har mere anlæg for at være politisk end andre? Dem der tager debatterne, vover pelsen og mener noget i gruppen eller senere i den offentlige debat. Dem der råber op om uretfærdighederne – i fællesskabet, i gruppen, i skolen, i foreningen eller under fodboldkampen osv.

Nogle gange til irritation for fællesskabet. Ville det ikke være nemmere, hvis man bare holdt mund? Er det nu også så galt? Burde man mon tie for ikke at skabe problemer?

Hvis kritik er berettiget, så mener jeg, at man skal finde modet frem og stå ved

Den politiske iværksætter. Personen der hele tiden ser muligheder for forbedringer alle vegne. Hvorfor gøre det sådan, hvis en ny måde er mere effektiv? Hvorfor gør man ikke sådan eller ville den måde ikke være bedre osv. I kender typen. Den politiske iværksætter er i politik for at løse noget specifikt eller fordi man drives af at forbedre generelt.

Hvor og hvornår starter den politiske spire?

I dag er jeg helt sikkert på, at jeg er begge af ovenstående typer. Jeg kommer med kritik når det er relevant og jeg er en politisk iværksætter.

Da jeg stillede op til kommunalvalget november 2021, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg ville blive valgt ind ved første opstilling. Men det lykkedes og jeg er så utrolig glad og stolt over, at jeg nu skal arbejde med politik.

Jeg har ikke gået den lige vej hverken i forhold til karriere eller for at blive politiker. I trediverne havde jeg en drøm om at blive politiker når jeg var i 50erne. Så tænkte jeg, at jeg havde en god ballast til at være en god politiker. Pludselig står jeg lige midt i den drøm og den er realiseret. Jeg bliver 50 år februar 2022. En tidligere studiekammerat fra 90erne skrev til mig, at hun altid havde tænkt, at jeg nok blev politiker.

Til inspiration for andre, vil jeg skrive om min zigzag vej igennem personligt liv og karriere.

For mit eget vedkommende har jeg ikke været præget politisk hjemmefra. Jeg gik til spejder, syntes man “sang så mange gudesange” – men aktiviteterne var sjove. Jeg gik til madlavning og prøvede diverse andre aftenskolearrangementer af. Så flyttede vi til Solrød Strand og jeg startede i en ny klasse i fjerde. Jeg fik hurtigt nye venner og igen var jeg nysgerrig og prøvede mig frem med diverse aktiviteter som fx madlavning, syning og maskinskrivning. Favoritaktiviteten var vennerne og i Solrød Svømmehal mandag, onsdag og fredag.

Folkeskolen var alt for nem at komme igennem – og jeg oplevede derfor at kravene på EFG (ungdomsskolen) var trælse. Psykologen Carol Dweck beskriver netop disse udfordringer for unge i bogen “Mindset” hvor hendes analyser viser, at indgangsvinklen til læring er forskellig om man har et Growth eller Fixed mindset. Jeg vil ikke sige, at jeg havde eller har et Fixed mindset, men fordi jeg var så vant til at folkeskolen var så nem, så var jeg ikke vant til at man skulle bruge fritiden på at lave lektier. Derfor er jeg også meget enig i, at vi skal kræve forskelligt fra vores unge mennesker afhængig af evner og kompetencer, ellers risikerer vi, at de bliver dovne eller forvente – og man taber nogle på gulvet, enten fordi det bliver kedeligt eller fordi man ikke kan følge niveauet.

Jeg zigzaggede igennem min ungdomsuddannelse. Så Niels Brock, så HF

Jeg begyndte på polit studiet på Københavns Universitet i 1992, men var ikke ‘moden nok’. Studiet fangede mig ikke nok til at holde mig fast til bøgerne. Renovation af mine nye ejerlejlighed og festerne trak mere. Jeg var politisk aktiv i ejerforeningen og et ungt bestyrelsesmedlem. Vi diskuterede nye vinduer og facaderenovering. Jeg gjorde rent hos IS Rengøring. Op om morgenen og hjem tidligt passede mig fint. Jeg tjente til udgifterne og så rengøring som motion. Jeg havde masser af fritid. Først nogle år senere var jeg klar til at læse igen. En International Handel uddannelse i Svendborg så spændende ud. Da jeg skulle til optagelsessamtale, skulle jeg først finde ud af hvor Svendborg egentlig lå. Argh Fyn. Det var en fantastisk mulighed. En klasse samlet af mange forskellige personer der kom fra alle steder i DK. Vi fik et fantastisk sammenhold og Svendborg er en skøn by. Byen med de fleste diskoteker, cafeer og værtshuse – og som holder åbent onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Det var godt for fællesskabet, som blev helt unikt i vores klasse.

Jeg solgte min ejerlejlighed og brugte noget af overskuddet til at betale for et studieår i udlandet. Jeg valgte at læse en Bachelor i Business Administration på Stamford College i Kuala Lumpur, Malaysia. Det blev endnu et møde med mange nye mennesker.

I en af studieferierne, tog jeg på en ferie til Langkawi og fik muligheden for at hoppe på en båd til Thailand. Det blev igen et møde med andre nye mennesker og da vi gjorde ophold på Philiphinerne i første del af kapsejladsen, mødte jeg nogle Hong Kong folk og blev inviteret på sejlbåden Moon Blue. Det blev min introduktion til Hong Kong, hvor jeg efter endt studieår fik et arbejde til få penge, men oplevelsen var fantastisk.

På det tidspunkt og frem til 30erne var jeg “bare til”. Levede let og bekymringsfrit.

Da jeg kom retur til Danmark fik jeg et job i forsikringsbranchen og begyndte at spekulere over tilværelsen. Hvad ville jeg og hvem var jeg egentlig? Hvad var min mål og drømme? Det blev til en selvreflekterende tid hvor jeg læste meget psykologi og om dannelse. Bøger der gjorde indtryk var fx Askepotkomplekset og Perfekte Kvinder af Colette Dowling, Nuets Kraft af Eckhart Tolle og Simple-living.dk af Jørgensen, la Cour, kraul et.al.
Jeg gik til diverse arrangementer og foredrag – og vi var en gruppe af CA kvinder, der dannede en lille gruppe under CA (Civiløkonomernes Akasse) som hed Balancebommen, som satte fokus på kvindeliv, ambitioner og balance imellem fritid og arbejde.

Jeg blev forelsket, fik kæreste, hus og børn ret hurtigt efter hinanden. Jeg var 100 % mor og kæreste. Vi var firesome og kernefamilie – og jeg elskede hvert øjeblik i vores rolige familieliv.

Vi fik vand i kælderen et par gange og jeg gik aktivt ind i at løse denne udfordring lokalt på Amager. Jeg deltog i et arrangement der var annonceret i lokalavisen om “hvordan løser vi skybrudsudfordringerne på Amager”. Det førte til 5-6 års aktivitet i Amager Vest Lokaludvalg.

Så blev jeg aktiv i debatterne på Facebook. Folk var sure over DF’s fremgang ved Folketingsvalget 2015 og kort tid efter så vi flygtningekrisen i september 2015. Jeg var ihærdig i debatterne og fik flere politiske fb venner. Jeg blev medstifter/bestyrelsesmedlem i lokal vælgerforening i København i politisk parti. Min politiske interesse og engagement tog fart og jeg deltog i mange arrangementer, nogle demonstrationer og var aktivt medlem/bestyrelsesmedlem i forskellige politiske foreninger. Jeg var tovholder for netværksmøder for islamkritiske kvinder, der blev afholdt hos mig. Jeg arrangerede 4 store vælgermøder med 9 politikere i panelet i Sjællands Storkreds ved Folketingsvalget 2019 samt andre mindre vælgermøder.

I juni 2019 blev jeg medlem af Det Konservative Folkeparti og siden ultimo 2020 har jeg kun lavet politiske aktiviteter for DKF.

7 år efter mit indtog på den aktive politiske scene, har jeg nu muligheden for at repræsentere københavnerne på Københavns Rådhus for Det Konservative Folkeparti og jeg glæder mig meget til arbejdet de næste 4 år.

Skriv til mig